Emetofobi – angst for opkast
Emetofobi er fobisk angst for opkast. Det kan både være angst for selv at kaste op, eller se andre kaste op. Ofte vil man begynde at undgå situationer eller adfærd, der kan være forbundet med risikoen for at kaste op, eksempelvis transportmidler, restauranter og situationer, hvor der spises, lejligheder med indtag af alkohol, bestemte madvarer og forlystelsesparker. Undgåelsen kan betyde at bliver begrænset i sit liv og ikke kan leve som man ønsker.
Typisk adfærd forbundet med emetofobi er at man skanner ansigter i bussen, for at tjekke, om der er en, der ser bleg/dårlig ud. At man tjekker overdrevent for anmeldelser af restauranter, eller kun spiser helt bestemte steder, hvor man føler sig tryg. Det kan også være overdreven tjek af madvarer og udløbsdatoer og undgåelse af mennesker eller steder der har været mavesyge. Det kan også føre til at man ikke længere tør tage offentlig transport eller være i rum med mennesker, der har indtaget alkohol. Emetofobien kan være skyld i en væsentlig nedsættelse af livskvalitet og funktion, så hvis du kan nikke genkendende til ovenstående kan det være en god ide at søge behandling.
Behandling af emetofobi
Der er rigtig gode behandlingsresultater ved kognitiv adfærdsterapi ved emetofobi, så der er hjælp at hente. Behandlingen består af både viden og forståelse for den undgåelses- og sikkerhedsadfærd, der følges med fobien. Det handler om at lære sin fobi og reaktioner at kende, så man kan blive opmærksom på hvordan og hvor meget den fylder og styrer i hverdagen. Dernæst vil vi sammen lære din angst at kende og finde nye strategier til, hvordan du kan håndtere angsten anderledes og blive mindre styret af det.