Her kan du læse om behandling af angst

Angst er en naturlig del af det menneskelige følelsesliv og angsten hjælper os i mange situationer til at reagere korrekt, fordi en situation er forbundet med fare. Samtidig er angst også en følelse, som mange oplever i situationer, der ikke reelt er forbundet med fare og hvor angsten kommer til at stå i vejen for det, man gerne vil. Angst er for mange forbundet med stærkt ubehag og en kraftig impuls til at undgå det, man er bange for. Dette kan man kalde for undgåelsesadfærd og er en central del af angsten. Undgåelsesadfærden kan medføre at man bliver begrænset i sin udfoldelse og ikke kan leve det liv man ønsker. Derudover oplever mange at i takt med at angsten melder sig, begynder den enkelte at frygte selve følelsen af angst, hvilket kan medføre, at man begynder at lave forskellige sikkerhedsforanstaltninger for at sikre sig mod at angsten kommer – dette kaldes for sikkerhedsadfærd. Hvis du oplever at være begrænset af angst, er det min klare anbefaling af søge hjælp herfor. Forskellige typer angst kan være: Panikangst, social angst, fobi, emetofobi (angst for opkast), sygdomsangst og generaliseret angst.

Behandling af angst

Når man behandler angst, kredser meget af behandlingen omkring at lære angsten at kende. Ofte vil man opleve angsten som overvældende og uforståelig, og netop det at lære angsten at kende kan hjælpe til, at man lettere kan håndtere angsten og ikke lade sig styre af den. Mange klienter oplever, at netop det at lære angsten af kende og tilegne sig nye strategier til at håndtere angsten medfører, at angsten fylder mindre og ikke længere styrer livet og begrænser en.

Læs om forskellige typer angst nedenfor:

Panikangst

Ved panikangst rammes man pludseligt af en intens angst, samtidig med at man får en række meget ubehagelige kropslige symptomer. Angsten opstår ofte i en uventet situation og kan føles meget voldsom. Ofte bliver man bange for at miste selvkontrollen eller for at dø af de symptomer man oplever. Og f.eks. hjertebanken eller åndenød kan give følelsen af at man er ved at få et hjerteanfald eller at man er ved at blive kvalt. Det kan også være at tankerne mere kredser om det ubehag, der er forbundet ved følelsen af kontroltab og frygten for, enten at være alene, så der ikke er nogen til at hjælpe, eller at man er fanget blandt andre mennesker, hvor man ikke kan komme væk.

Typiske symptomer på panikangst:

  • Hjertebanken
  • Sveden
  • Rysten
  • Mundtørhed
  • Åndedrætsbesvær
  • Kvælningsfornemmelse
  • Smerter eller trykken for brystet
  • Kvalme eller maveuro
  • Svimmelhed
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Kuldegysninger/hedeture
  • Følelse af ”gummiben”
  • Sløret syn eller prikken for øjnene
  • Prikkende eller sovende fornemmelse i hænder og fødder

Agorafobi og panikangst

Mange, der har panikanfald, kan udvikle agorafobi. Agora betyder et sted med mange mennesker, så agorafobi er frygt for steder med mange mennesker. Når man har haft sit første panikanfald et sted, kan man blive bange for at det sker igen det samme sted eller et lignende sted. Hvis det f.eks. sker i en bus, kan man være bange for at tage bussen igen, og det kan brede sig til også at omfatte andre steder, hvor der er mange mennesker, som tog, gader eller butikker. Det kan føles pinlig, hvis andre ser, at man får et angstanfald og man kan blive så bange for at det kunne ske, at man ikke længere tør tage bussen, eller befinde sig steder, hvor der er mange mennesker.

Hvordan behandles panikangst?

Der er særdeles høj effekt af kognitiv adfærdsterapi ved panikangst, og behandlingen er en kombination af at lære angsten og symptomerne at kende og afprøve og finde nye strategier til at håndtere angsten, når den viser sig. Derved vil der opstå en følelse af at mestre angsten frem for at blive overvældet af den.

Emetofobi

Emetofobi er fobisk angst for opkast. Det kan både være angst for selv at kaste op, eller se andre kaste op. Ofte vil man begynde at undgå situationer eller adfærd, der kan være forbundet med risikoen for at kaste op, eksempelvis transportmidler, restauranter og situationer, hvor der spises, lejligheder med indtag af alkohol, bestemte madvarer og forlystelsesparker. Undgåelsen kan betyde at bliver begrænset i sit liv og ikke kan leve som man ønsker.

Typisk adfærd forbundet med emetofobi er at man skanner ansigter i bussen, for at tjekke, om der er en, der ser bleg/dårlig ud. At man tjekker overdrevent for anmeldelser af restauranter, eller kun spiser helt bestemte steder, hvor man føler sig tryg. Det kan også være overdreven tjek af madvarer og udløbsdatoer og undgåelse af mennesker eller steder der har været mavesyge. Det kan også føre til at man ikke længere tør tage offentlig transport eller være i rum med mennesker, der har indtaget alkohol. Emetofobien kan være skyld i en væsentlig nedsættelse af livskvalitet og funktion, så hvis du kan nikke genkendende til ovenstående kan det være en god ide at søge behandling.

Behandling af emetofobi

Der er rigtig gode behandlingsresultater ved kognitiv adfærdsterapi ved emetofobi, så der er hjælp at hente. Behandlingen består af både viden og forståelse for den undgåelses- og sikkerhedsadfærd, der følges med fobien. Det handler om at lære sin fobi og reaktioner at kende, så man kan blive opmærksom på hvordan og hvor meget den fylder og styrer i hverdagen. Dernæst vil vi sammen lære din angst at kende og finde nye strategier til, hvordan du kan håndtere angsten anderledes og blive mindre styret af det.

Sygdomsangst

Sygdomsangst er overdreven angst for, at man fejler noget alvorligt. Sygdomsangsten viser sig på tankeplan ved, at man har mange tanker om sygdom og særligt alvorlig sygdom. Og på handleplan ses det ved, at man tjekker for symptomer på kroppen og ved at man søger information f.eks. på internettet og hos lægen. Helt almindelige kropslige sansninger bliver fortolket til at være symptomer på alvorlig sygdom og der kan opstå en vane med at tjekke på forskellige måder og overvåge kroppens signaler. Ofte er man bekymret for at overse et vigtigt symptom, og derfor er man konstant bekymret for, at man ikke har tjekket nok, og for nogle kan bekymringen fortsætte på trods af, at en sundhedsfaglig person har afkræftet, at man fejler noget.

Tegn på at man har sygdomsangst:

  • At man mærker efter i kroppen
  • At man søger på symptomer på internettet
  • At man opsøger egen læge og speciallæger ofte og ikke bliver tilfreds med deres svar
  • At man overfortolker kroppens signaler
  • At man har mange tanker om at dø af sygdom

Behandling af sygdomsangst

I behandlingen vil vi starte med at afklare hvilke symptomer og kropslige fornemmelser, der trigger angsten, og hvad det betyder for din adfærd og velbefindende. Dernæst vil vi træne nye strategier til at håndtere tanker om sygdom og død på en anden måde og lære sygdomsangsten at kende, så det er lettere at sortere i, hvilke symptomer man skal reagere på, og hvilke symptomer, man skal lade være og ikke fokusere på.

Social angst

Social angst er en angstlidelse, hvor man bliver meget bange for sociale situationer, fordi man frygter at blive bedømt, kritiseret eller gjort pinlig foran andre. Det kan føre til, at man undgår selskaber, oplæg, møder eller helt almindelige situationer som at tale med fremmede.

Når social angst opstår, reagerer både tanker, følelser og kroppen. Tankerne kan kredse om, at man kommer til at sige noget forkert, rødme, virke dum eller blive lagt mærke til på en negativ måde. Kroppen kan samtidig gå i alarmberedskab med hjertebanken, sved, rysten, uro i maven, tør mund eller rødmen. For nogle kommer angsten før selve situationen, for andre især mens de er midt i den, og bagefter kan man blive ved med at gruble over, hvad man sagde eller gjorde.

Det kan påvirke hverdagen meget, fordi man begynder at planlægge udenom sociale situationer eller helt undgår dem. På kort sigt kan undgåelsen føles som en lettelse, men på længere sigt kan den gøre angsten stærkere, fordi man aldrig får mulighed for at opdage, at situationen måske var mindre farlig, end den føltes.

Behandling af social angst

I behandlingen vil vi afklare hvordan angsten styrer din hverdag og samtidig fokusere på undgåelse. Undgåelse fra sociale situationer giver på kort sigt lettelse, men kan på længere sigt holde dig fast i angsten. Det gøres blandt andet ved at lade tanker som “jeg kommer til at dumme mig” være der uden at tage dem som sandheder, og samtidig tage små skridt mod det sociale liv, man gerne vil have. Dermd arbejder vi gradvist med sociale situationer, så du kan øve dig i at være til stede uden at lade frygten styre alt

10 minutters uforpligtende samtale med en psykolog

Sidder du med nogle spørgsmål, du gerne vil have svar på inden du bestiller tid til en samtale? Så lad os tage en snak på telefon, hvor du kan danne dig et indtryk af mig, og det jeg kan tilbyde.


Du er altid velkommen til at ringe til mig på (+45) 30 41 24 45, eller send mig en mail på kontakt@psykologlineruda.dk om, at du gerne vil ringes op.

Behandling af angst
© Psykolog Line Ruda 2023 – designed by RCP